Spring til indhold

Forretningskultur i Marokko

Her kan du læse om forretningskulturen i Marokko.

Forretningskultur 

Forretningsklimaet i Marokko er konservativt og patriarkalsk, og ca. 80% af de marokkanske firmaer er familieejede. Virksomhederne er typisk prægede af topstyrede beslutningsprocesser. Kontakter bør derfor skabes på højst mulige niveau, og danske udsendte bør være folk med status og myndighed til at forhandle på virksomhedens vegne.

Eksportøren og dennes agent bør give sig tid og være fleksibel samt indstille sig på at afholde en del møder med den kommende samarbejdspartner. Marokkanere er ikke så vant til at kommunikere per e-mail som danskere, og man kan komme til at vente på svar på e-mails længere tid, end man er vant til. Det kan derfor være en fordel at kontakte samarbejdspartnere per telefon.

På trods af de marokkanske myndigheders indsats for at simplificere det juridiske system, kan det virke kompliceret for danske virksomheder. Det anbefales derfor at have god advokatbistand i Marokko.

Normal betalingstermin er 30-60 dage. Det anbefales dog, til gavn for begge parter, at eksportøren anvender ”letters of credit” i starten af samarbejdsforholdet.

Sprog

Fransk og arabisk er officielle sprog. Forretningssprog er fransk, derudover taler mange ligeledes engelsk - især i Casablanca - og i nogle områder også spansk. Ambassaden anbefaler, at den første henvendelse til en eventuel samarbejdspartner foretages på fransk. Formelle tiltaleformer og titler bør benyttes.

Kontortider

De fleste virksomheder er åbne kl. 8.30-12 og igen 14.30-18.30 mandag til fredag, dog med en længere frokostpause fredag, hvor medarbejdere har mulighed for at tage til bøn i moskéen. Forretninger holder også åbent lørdag formiddag, men firmaer har normalt lukket.

Man bør være opmærksom på lokale skikke og helligdage bl.a. Ramadanen, hvor der fastes i dagtimerne i knap en måned med direkte konsekvenser for arbejdstempoet. Afslutningen fejres i tre dage, hvilket betyder, at alle forretninger holder lukket.