Gå til indhold

Landefakta

Opdateret: 14-12-2021, klokken 15:42

Geografi

Hovedstad

Rabat (580.000 indbyggere)

Største byer

Casablanca (3,3 mio.), Fes, Tanger, Marrakech, Salé, Meknès, Rabat, Oujda, Kenitra, Agadir

Areal

446.550 km2

Indbyggertal

36,56 mio. (2021)

Befolkningsvækst pr. år

0,92% (2021)

Sprog

Officielle sprog: Arabisk og berbisk

Fransk er et udbredt forretnings- og administrationssprog

Engelsk bliver i stigende grad brugt blandt unge 

Religion

Islam (sunni) 99% (officiel religion)
Andre: 1% (kristne, jøder, baha’i)

Højeste og laveste punkter

Jebel Toubkal (Atlasbjergene) 4.165 meter
Sebkha Tah: -59 meter

Vigtige naturressourcer Fosfater, jernmalm, bly, zink, fisk, salt
Vigtige industrier Turisme, fosfatminedrift og –forarbejdning, energi, autodele, fødevareforarbejdning, lædervarer, tekstiler, byggeri


Regering

Statsoverhoved

Kong Mohammed VI (1999)

Premierminister

Aziz Akhannouch (2021)

Udenrigsminister

Nasser Bourita (2017)

Regeringsform

Parlamentarisk konstitutionelt monarki


Økonomi

BNP

USD 118,7 mia. (2019)

BNP pr. indbygger (PPP)

USD 6.900 (2020)

Valuta

Marokkanske dirham (MAD)

Indenrigspolitik

Ifølge Marokkos forfatning fra 2011 er landet et konstitutionelt monarki med et folkevalgt parlament. I 1999 arvede kong Mohammed VI tronen efter sin far, kong Hassan II, som havde regeret siden 1961. Kongen har omfattende politiske beføjelser og er desuden militær øverstkommanderende samt religiøst overhoved.

Mohammed VI har i sin regeringstid stået for en reformvenlig linje. Blandt de væsentligste reformer er familieloven fra 2004, som forbedrede vilkårene for marokkanske kvinder; arbejdsloven fra 2004, som sikrede lønmodtagere en række minimumsrettigheder; og nationalitetsloven fra 2007, som tillod marokkanske kvinder at videregive statsborgerskabet til deres børn, selv hvis de er udenlandsk gift.

I forbindelse med det arabiske forår i 2011 opstod der også i Marokko krav om demokrati, retssikkerhed og social retfærdighed. Kongen reagerede på disse krav ved at tage initiativ til at introducere og gennemføre en ændring af forfatningen, som blev vedtaget ved en folkeafstemning den 1. juli 2011, og som førte til en styrkelse af regeringen og parlamentet.

Hvad angår demokrati og menneskerettigheder anses situationen i Marokko for at være bedre end i de fleste andre arabiske lande. Iagttagere peger dog på, at der efter en overvejende positiv lovgivningsmæssig udvikling efter det arabiske forår er sket tilbageslag, navnlig med hensyn til presse-, ytrings- og forsamlingsfriheden, hvilket også bemærkes af uafhængige menneskerettighedsorganisationer.

Både kongen og den marokkanske regering understreger kontinuerligt behovet for at iværksætte en grundlæggende og ambitiøs reformproces med henblik på at adressere de store udfordringer blandt andet på uddannelses- og sundhedsområdet, og der er nedsat flere råd og kommissioner, der skal komme med konkrete forslag. Her kan eksempelvis nævnes den ny udviklingsmodel for Marokko, som blev offentliggjort på baggrund af en kommissionsrapport fra maj/juni 2021, og som skal tjene som grundlag for landets udviklingsprogrammer frem til 2035. Udviklingsmodellen er en vigtig del af den nye regerings program for den kommende regeringsperiode. Udviklingsmodellen indeholder en række mål for Marokko, herunder bl.a. en fordobling af BNP pr. indbygger inden 2035, at mere end 90% af marokkanske elever behersker grundlæggende læring ved afslutningen af grundskolen, at antallet af læger pr. indbygger øges for at nå WHO's standarder, at andelen af beskæftigelse i den uformelle sektor reduceres til 20%, og at kvinders erhvervsfrekvens øges til 45% i forhold til 22% i 2019.

Det seneste parlamentsvalg fandt sted i september 2021, og den nuværende regering blev dannet i oktober samme år. Regeringen Akhannaouch I er en tre-parti koalition (mellem partierne RNI, PAM og PI) med 24 ministre/viceministre, hvoraf seks er kvinder. Regeringen ledes af tidligere Landbrugsminister, Aziz Akhannouch, RNI (Rassemblement national des indépendants).

 

Udenrigspolitik og samhandel

Marokko fører en aktiv udenrigspolitik med fokus på at fastholde tætte bånd til de traditionelle vestlige partnere som USA, Frankrig og Spanien, men også med ønsket om samarbejde med andre, især økonomiske, partnere såsom Kina og Rusland. Marokko har også de seneste år øget sit fokus på Afrika, hvilket kulminerede i 2017 med genoptagelsen i Den Afrikanske Union, som Marokko trak sig ud af i 1984. Den altoverskyggende udenrigspolitiske dagsorden er spørgsmålet om Vestsaharas tilhørsforhold, som – på trods af FN’s bestræbelser gennem godt 30 år – er forblevet uløst. Spørgsmålet er medvirkende til et belastet forhold til Marokkos naboland Algeriet, hvilket i 2021 bl.a. førte til Algeriets afbrydelse af de diplomatiske relationer med Marokko samt lukningen af algerisk luftrum for civile og militære fly til og fra Marokko.

Marokko og EU har siden Barcelonaprocessen, der påbegyndtes i 1995, haft et tæt samarbejde. Samarbejdet foregår særligt inden for rammerne af EU’s naboskabspolitik (ENP) samt inden for en associeringsaftale, der trådte i kraft den 1. marts 2000. Med ENP-instrumentet forsøger EU at sikre en dybere politisk dialog mellem EU og Marokko, hvad angår bl.a. god regeringsførelse og menneskerettigheder. I den forbindelse har man fra EU's side især understøttet økonomiske, politiske og sociale reformer i Marokko. Der kan læses mere på EU-delegationen i Rabats hjemmeside.
Marokko har derudover indgået frihandelsaftaler med flere end 55 lande, herunder EU og USA. Europa er Marokkos vigtigste eksportmarked, og samtidig er Marokko EU’s største handelspartner i det sydlige middelhav. I 2019 var EU aftager af 64% af de marokkanske eksportvarer, og 51% af Marokkos import kom fra EU.

I 2020 havde Marokko et budgetunderskud på 7,6% af landets BNP mod 4,1% i 2019. Dette skyldes især den globale COVID-19-pandemis indflydelse på landets økonomi som bl.a. afhænger af turisme. Derudover har Marokko stort set ikke forekomster af fossile brændstoffer og må derfor importere over 90% af sin energi. For at blive mere selvforsynende på energiområdet har Marokko iværksat en ambitiøs grøn omstillingsproces med fokus på især sol- og vindenergi.

 

Forholdet mellem Danmark og Marokko

Danmark har et godt og mangeårigt samarbejde med Marokko på en lang række områder. Marokko blev et af Dansk-Arabisk Partnerskabsprograms (DAPP) prioritetslande i 2006. Yderligere info herom kan findes her.

Mange danske virksomheder er aktive på det marokkanske marked, herunder Mærsk, Vestas, DSV, Novo Nordisk, Leo Pharma og FLSmidth. Mærsk er bl.a. hovedinvestor og operatør i Afrikas største containerhavn i Tanger og Novo Nordisk er en engageret aktør på markedet for insulin. I 2020 eksporterede Danmark for DKK 1,13 mia. til Marokko mod DKK 732 mio. i 2018 og DKK 1,21 mia. i 2019, mens importen fra Marokko i 2020 var på DKK 224 mio. Marokkos eksport har traditionelt været baseret på få varetyper, herunder fosfat, citrusfrugter, fiskeriprodukter samt tekstiler og lædervarer. I dag eksporterer Marokko også transportmidler, autoudstyr og elektrisk maskineri, som samlet set står for omkring 30% af landets eksport.

Marokkos stigende fokus på sol- og vindenergi åbner desuden nye muligheder for Danmark og danske virksomheder for at indgå samarbejde med Marokko og marokkanske virksomheder.

Danmarks Statistik og det marokkanske statistikbureau, HCP, har indgået et myndighedssamarbejde i 2019. Samarbejdet er finansieret over Udenrigsministeriets ramme for strategisk sektorsamarbejde og løber over en treårig periode. Herudover undersøger Miljøstyrelsen og de marokkanske myndigheder mulighederne for et samarbejde på vandområdet.