Spring til indhold

Landefakta

 Geografi

 Hovedstad

 Rabat                                              

 Areal

 446.550 km2  (Uden Vestsahara) Vestsahara; 712.550 km2

            

 Indbyggertal

 35.3 mio. (Uden Vestsahara) Vestsahara;  35.8 mio
(2016)

 Befolkningsvækst pr. år

 1,3 % (2016)

 Sprog

 Arabisk og berberisk (tamazight), 
 fransk (uofficielt)

 Religion

 99 % muslimer,
 1 % kristne og andre

 

 Økonomi

 BNP

 USD 101.4 mia. (2016) 

 BNP pr. indbygger, PPP

 7.838 intl. dollar (2016)
 (Danmark: 49.696 intl. dollar)

 Udlandsgæld

 USD 48 mia. (2017)

 Valuta

 Marokkanske dirham (MAD)
 (1 dirham ≈ 70 øre)

 

 Regering

 Statsoverhoved

 Kong Mohammed VI (1999)

 Premierminister

 Saad Eddine El Othmani (2017)

 Udenrigsminister

 Nasser Bourita (2017)


Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind

Indenrigspolitik

Ifølge forfatningen af 2011 er Marokko et konstitutionelt monarki med et folkevalgt parlament. I 1999 arvede Kong Mohammed VI tronen efter sin far, Kong Hassan II, som havde regeret siden 1961. Kongen har omfattende politiske beføjelser og er desuden militær øverstkommanderende samt religiøst overhoved. Endelig er han i kraft af holdingselskabet Sociéte National d'Investissement (SNI) en central aktør i alle væsentlige sektorer af marokkansk økonomi.

I modsætning til Hassan II har Mohammed VI i sin regeringstid stået for en reformvenlig linje. Blandt de væsentligste reformer er familieloven fra 2004, som stiller kvinder og mænd lige ægteskabet; arbejdsloven fra 2004, som sikrer lønmodtagere en række minimumsrettigheder; og nationalitetsloven fra 2007, som tillader marokkanske kvinder af videregive statsborgerskabet til deres børn, selv hvis de er udenlandsk gift. Kongen er desuden fortaler for en forbedring af levevilkårene for de dårligst stillede.

Som en del af det arabiske forår i 2011 opstod 20. februar-bevægelsen i Marokko med krav om demokrati, retssikkerhed og social retfærdighed. Kongen reagerede på kravene ved at tage initiativ til at gennemføre en ændring af forfatningen, der første til en større magt til regeringen og parlamentet (selvom kongen fortsat har den afgørende indflydelse). Forfatningen blev vedtaget ved en folkeafstemning den 1. juli 2011 med 98,5 pct.  af de afgivne stemmer for og en stemmeprocent på 73 pct

Udenrigspolitik

Marokkos udenrigspolitik er domineret af spørgsmålet om Vestsahara tilhørsforhold, som på trods af FN’s bestræbelser gennem snart 30 år er forblevet uløst. Vestsahara administreres i praksis af Marokko, der annekterede området i 1975, og som anser det for en integreret del af landet. Uafhængighedsbevægelsen Polisario, der repræsenterer den oprindelige befolkning sahrawierne, gør imidlertid samtidig fortsat krav på suverænitet over området. Spørgsmålet giver løbende anledning til stridigheder. Desuden er det medvirkende til et meget dårligt forhold til nabolandet Algeriet, hvortil grænsen har været lukket siden 1974. Marokko blev den 30, januar 2017 genoptaget som medlem af den Afrikansk Union, som det trak sig ud af i 1984 i protest over optagelsen af Sahrawi Arab Democratic Republic (Polisario) i unionen.

 

Marokkos relationer til EU

Marokko er omfattet af Euromed-Partnerskabet, der er den overordnede ramme for samarbejdet mellem EU og 16 lande i Middelhavsområdet. Samarbejdet med Marokko sker dels inden for rammerne af en associeringsaftale, dels inden for rammerne af EU’s Naboskabspolitik (ENP). Marokko er det naboskabsland, som EU har de tætteste samarbejdsrelationer med.

Associeringsaftalen, der trådte i kraft den 1. marts 2000, regulerer samarbejdet mellem Marokko og EU bl.a. vedrørende gradvis etablering af et frihandelsområde samt samarbejde inden for det økonomiske, sociale, videnskabelige og kulturelle område. I 2008 fik Marokko som det hidtil eneste ENP-land en såkaldt ”advanced status” i forhold til EU.

Samarbejdet under ENP understøtter marokkanske reformer, der bl.a. er nødvendige for at gennemføre associeringsaftalen. ENP understøttes finansielt af EU’s Naboskabsinstrument (ENI).

Terror og terrorbekæmpelse       

Det seneste terrorangreb i Marokko fandt sted den 28. april 2011 på en café ved det kendte turistmål Place Djemaa el Fna i Marrakech, hvor en bombe dræbte 16 personer, heriblandt 13 udenlandske turister. Det var det første større terrorangreb siden maj 2003, hvor 45 personer blev dræbt af en bombe i Casablanca. De marokkanske myndigheder er særdeles effektive, når det kommer til at opspore og optrevle terrornetværk og forhindre terrorangreb. Marokko prioriterer også terrorbekæmpelse i forhold til de anslåede 1.000-1.500 hjemvendte foreign fighters højt. Der er imidlertid forsat risiko for nye terrorhandlinger.

Menneskerettigheder

Hvad angår demokrati og menneskerettigheder anses situationen i Marokko for at være bedre end i de fleste andre arabiske lande, selv om der er lang vej til nordiske standarder. I 2004 nedsatte kong Mohammed V en sandhedskommission til at undersøge de omfattende menneskerettigheds-krænkelser, der fandt sted under faderens, Hassan II’s styre, samt til at kompensere ofrene og deres familier. I medfør af 2011-forfatningen er der oprettet et uafhængigt nationalt menneskerettighedsråd, CNDH, der skal sikre, at internationale konventioner på området overholdes.

På trods af en positiv lovgivningsmæssig udvikling er det en udbredt opfattelse, at der efter forbedringerne i forbindelse med det arabiske forår er sket et tilbageslag i de seneste år, navnlig med hensyn til presse-, ytrings- og forsamlingsfriheden. Det er ikke unormalt, at journalister anholdes for at ”bringe statens sikkerhed i fare’. Desuden udøver pressen selvcensur, hvorfor kritik af kongen, islam og den officielle linje i Vestsahara-spørgsmålet sjældent ses.

Økonomi og samhandel

Marokko er Afrikas femtestørste økonomi målt på købekraftsjusteret BNP. Økonomien er relativt liberal. Gennem en årrække har der været vækstrater på mellem 3 og 5 pct. (Væksten var dog i 2016 kun på 1,2 pct. på grund af en dårlig høst som følge af langvarig tørke). For de kommende år spås tilsvarende vækstrater. Landbrugets vejrafhængighed er imidlertid en betydelig usikkerhedsfaktor. Landbruget beskæftiger omkring 40 pct. af marokkanerne, men bidrager kun med ca. 16 pct. til BNP. Turisme udgør ca. 10 pct. af BNP, og den samlede servicesektor, inkl. turisme, udgør ca. 52 pct. af BNP. Industri, anlægsarbejder, minedrift m.v. udgør ca. 32 pct. af BNP, hvoraf den industrielle sektor udgør halvdelen. Marokko har en gennemsnitlig arbejdsløshed på ca. 10 pct., mens arbejdsløsheden for unge er på ca. 20 pct.

Marokko har frihandelsaftaler med mere end 55 lande, herunder EU og USA. Europa er Marokkos vigtigste eksportmarked, hvor Frankrig og Spanien aftager over halvdelen af den samlede marokkanske eksport. Danmarks samhandel med Marokko er meget begrænset. I 2016 eksporterede Danmark til Marokko for DKK 568 mio., mens importen fra Marokko var på DKK 111 mio. I 2015 eksporterede Marokko for en samlet værdi af 46,1 mia. dollars og importerede for 23,8 mia. dollars. Eksporten har traditionelt været baseret på få varetyper, herunder fosfat, citrusfrugter, fiskeriprodukter samt tekstiler og lædervarer. Underskuddet på betalingsbalancen på næsten 2 pct. af BNP skyldes især, at Marokko stort set ikke har forekomster af fossile brændstoffer og derfor må importere over 90 pct. af sin energi. Dog har Marokko formået at sænke underskuddet i de seneste år. For at blive mere selvforsynende har Marokko en ambition om, at andelen af energiforbruget, der skal komme fra vedvarende energikilder, skal være 42 pct. i 2020 og 52 pct. i 2030.

Omkring 40 danske virksomheder er aktive på det marokkanske marked, herunder Mærsk, DSV, Novo Nordisk, Leo Pharma og FLSmidth. Mærsk er bl.a. hovedinvestor og operatør i TangerMed, der efter afslutningen af en igangværende udvidelse vil være Afrikas største containerhavn. Novo Nordisk har halvdelen af markedet for insulin i Marokko. FLSmidth leverer bl.a. udstyr til Marokkos store fosfatvirksomhed OCP.

Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind