Spring til indhold

Praktikophold på den danske ambassade i Marokko

Ambassaden i Rabat søger to praktikanter til foråret 2020

Som praktikant på ambassaden i Rabat vil du komme til at indgå aktivt i ambassadens daglige gang og deltage i løsningen af et bredt udsnit af ambassadens arbejdsopgaver. Et praktikforløb på ambassaden er en oplagt mulighed for at få bragt dine faglige kompetencer i spil i et internationalt arbejdsmiljø, samt få indblik i hvordan den danske udenrigstjeneste fungerer i praksis. Samtidig får du muligheden for at bo i et spændende land og opleve landets rige berber-arabiske kultur.

Det daglige arbejde
Ambassaden har to praktikanter, som beskæftiger sig med en bred vifte af ambassadens opgaver, idet den ene dog hovedsagligt beskæftiger sig med det politiske område, mens den anden hovedsagligt beskæftiger sig med det kommercielle arbejde. Begge praktikanter bistår med opdatering af ambassadens hjemmeside samt sociale medier.

Politisk afdeling
Den politiske afdeling følger den politiske, sociale og økonomiske udvikling i Marokko og Mauretanien. Praktikanten bidrager til udarbejdelse af indberetninger herom til Udenrigsministeriet i København. Praktikanten står selvstændigt for nyhedsovervågningen af Mauretanien og udarbejder en månedlig skriftlig nyhedsopdatering. Praktikanten bidrager endvidere til aktiviteter under Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP). Deltagelse i møder og konferencer indgår i praktikantens arbejde.

Handelsafdelingen
Ambassadens handelsafdeling hører under Danmarks Eksportråd, som er en del af Udenrigsministeriet. Handelsafdelingens hovedopgave er at bistå danske virksomheder med at komme ind på det marokkanske marked, herunder finde relevante samarbejdspartnere. Praktikanten vil få kendskab til såvel det danske som marokkanske erhvervsliv. Praktikantens opgaver vil blandt andet være at bidrage til market research, deltage i planlægningen af arrangementer, møder og delegationsbesøg, bidrage til udarbejdelse af nyhedsbreve samt deltage i seminarer, konferencer mv.

Hvem er du?
For at komme i betragtning som praktikant skal du være enten dansk statsborger eller have en længerevarende fast tilknytning til Danmark samt være tilmeldt et studium på en højere dansk læreanstalt. For danske statsborgere gælder dog, at man kan være indskrevet på et studium på en udenlandsk læreanstalt. Det er en forudsætning, at praktikanten forbliver tilmeldt sit studium på den højere læreanstalt under praktikopholdet. Ansøgeren skal som minimum have en bachelorgrad og må ikke være i besiddelse af en uddannelse på kandidatniveau.

Som politisk praktikant vil flere arbejdsopgaver foregå på fransk, hvorfor en god skriftlig og sproglig forståelse for fransk er en forudsætning. Som handelspraktikant vil opgaverne typisk foregå på dansk eller engelsk, men franskkundskaber er en fordel. Yderligere er gode kundskaber i dansk og engelsk en forudsætning.

Om praktikopholdet
Der indgås en praktikaftale for praktikopholdet. Praktikopholdet er af seks måneders varighed og løber fra den 1. februar til den 31. juli 2020. Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen placeret mandag-fredag inden for tidsrummet kl. 8.00-16.30.

Praktikken er ulønnet, men ambassaden refunderer dokumenterede udgifter forbundet med opholdet for maksimalt DKK 1.300 pr. måned. Det kan blandt andet være udgifter til transport mellem Danmark og Rabat, visum, vaccinationer, forsikringer og andre (ekstra) udgifter, der knytter sig til praktikopholdet. Yderligere stiller ambassaden en fælles bolig til rådighed for praktikanterne i centrum af Rabat og med gå-afstand til ambassaden. Derudover er det under opholdet normalt muligt at modtage SU efter gældende regler.

Ansøgning
Ansøgning på dansk vedlagt CV, karakterudskrifter og eventuelle anbefalinger, herunder oplysninger om fransksproglige forudsætninger, sendes i én samlet PDF-fil til rbaamb@um.dk. Du bedes angive, om du (fortrinsvis) søger den politiske eller handelsmæssige praktikstilling.

Hvis du har spørgsmål til praktikantstillingerne, er du velkommen til at kontakte vores nuværende praktikanter: Jeppe Højmark Christensen (politisk praktikant) på jepchr@um.dk eller Mathilde Frost Nielsen (handelspraktikant) på matnil@um.dk.

Ansøgningsfrist
23. september 2019 for forårssemesteret (1. februar - 31. juli)
17. marts 2020 for efterårssemesteret (1. august - 31. januar)