Spring til indhold

Dødsfald

Ved dødsfald i udlandet, vil en dansk ambassade eller et dansk konsulat kunne sørge for, at dansk politi hurtigt underretter de nærmeste pårørende i Danmark.

Ambassaden eller konsulatet kan også vejlede og bistå med kremering og /eller hjemtransport af urne eller kiste – eller med lokal begravelse.
 
Ambassaden kan ikke betale for udgifterne i forbindelse med kremering, hjemtransport eller lokal begravelse.

Hvis dødsfaldet sker inden for dækningsområde for den offentlige rejsesygesikring og inden for den første måned af rejsen, vil den offentlige rejsesygesikring kunne dække ekstraordinære udgifter til hjemtransport i tilfælde af død, herunder hjemtransport af urne/kiste. I andre lande kan du kun være sikker på, at dine pårørende kan få dækket udgifter i forbindelse med dødsfald, hvis du har tegnet en privat rejseforsikring.

Dækningsområdet for den offentlige rejsesygesikring er begrænset til EU-landene og enkelte andre europæiske lande (Færøerne, Grønland, Norge, Island, Andorra, Azorerne, Cypern, Gibraltar, Isle of Man, De Kanariske Øer, Kanaløerne, Liechtenstein, Madeira, Malta, Monaco, San Marino, Schweiz og Vatikanstaten).