Spring til indhold

Landefakta

Geografi

Hovedstad

Nouakchott

Areal

1.030.700 km2

Indbyggertal

4 mio. (2015)

Befolkningsvækst pr. år

2,4 % (2015)

Sprog

Arabisk (officielt), fransk, pulaar, soninke, wolof, hassaniya, zenaga

Religion

100 % muslimer


 Økonomi

BNP

USD 5,4 mia. (2014)

BNP pr. indbygger, PPP

3.710 intl. dollar (2014)

(Danmark: 46.850 intl. dollar)

Udlandsgæld

USD 2,6 mia. (2014)

Valuta

Ouguiya (MRO)

(1 ouguiya ≈ 2 øre)

 
Regering

Præsident

Muhammed Ould Abdel Aziz (2009)

Premierminister

Yahya Ould Hademine (2014)

Udenrigsminister

Isselkou Ould Ahmed Izid Bih (2016)

Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind

Indenrigspolitik

Mauretanien er en islamisk republik i Vestafrika mellem Marokko (Vestsahara), Algeriet, Mali og Senegal. Siden uafhængigheden fra Frankrig i 1960 har Mauretanien været styret af autoritære regimer, der typisk er kommet til magten ved statskup og omfattende valgsvindel. Regimerne har ført en mangelfuld økonomisk politik uden statslig kontrol med udenlandske firmaers udnyttelse af landets betydelige fiskeri-, kobber- og jernmalmsressourcer.  

 

General Muhammed Ould Abdel Aziz kom til magten ved et statskup den 6. august 2008. Kuppet førte for første gang i Mauretaniens historie til stærk indenrigspolitisk modstand, der blev støttet af det internationale samfund, anført af Den Afrikanske Union (UA). Det lykkedes imidlertid Aziz som leder af partiet Union pour la République (UPR), at vinde præsidentvalget i 2009 med 52,6 pct. af stemmerne ved et valg, der af en række internationale organisationer blev betegnet som åbent og frit. Aziz blev genvalgt den 21. juni 2014 med 82 pct. af stemmerne og har prioriteret kampen mod fattigdom, sygdom, korruption og terrorisme.

Menneskerettigheder

Hvad angår menneskerettigheder anses situationen i Mauretanien for værende kritisk. Udover kraftige indskrænkelser i presse-, ytrings- og forsamlingsfriheden, relaterer kritikken sig også til slaveri, menneskehandel, dødsstraf og tortur.  

 

På trods af den officielle afskaffelse af slaveri i 1980, skønnes det i dag, at cirka 4 pct. af befolkningen holdes som slaver. De mauretanske myndigheder har anholdt, retsforfulgt og idømt adskillige antislaveriaktivister, og flere internationale aktører mener derfor ikke, at Mauretanien gør en aktiv indsats for at komme slaveri til livs. Diverse NGO'er beskytter fortsat ofre for menneskehandel og børnearbejde uden støtte fra regeringen, og dette har øget den offentlige bevidsthed herom. 

 

Ingen officielle henrettelser har fundet sted i Mauretanien siden 1987, og i forbindelse med den 18. samling i FN’s menneskerettighedsråd i 2011 bekræftede Mauretanien sin de facto afskaffelse af dødsstraf. I praksis idømmer domstolene dog stadig dødsstraf, hvilket senest var tilfældet for en blogger, der blev dømt for apostasi i 2014.  

 

Tortur og andre former for mishandling er udbredt, især for fanger mistænkt for at være en del af al-Qaeda i det islamiske Maghreb (AQIM) eller Islamisk Stat (IS). Antiterrorlovgivningen er problematisk, idet den muliggør særligt lange perioder af varetægtsfængsling. De mauretanske myndigheder ratificerede den valgfri protokol til FN-konventionen mod tortur i 2012, og i august 2015 vedtoges nye love, som kriminaliserede og definerede tortur som en forbrydelse mod menneskeheden ved etableringen af en National Præventiv mekanisme (NPM) med mandat til at besigtige fængsler og militærfaciliteter. 

Terror

Mauretanien var i længere perioder et af de mest terrorplagede lande i Sahel-regionen. Dog har hverken AQIM eller andre militante islamiske grupper foretaget nogen angreb i Mauretanien siden 2011. Dette skyldes blandt andet en stærk elite som, på trods af landets fattigdom, sociale problemer, militære kup og voldelig ekstremisme, har gjort en aktiv indsats i forhold til sikkerhed og kontrol blandt andet ved oprettelsen af et hemmeligt politi og øget overvågning som en del af en antiterrorstrategi 

 

Mauretanien nævnes ofte som et eksempel for Sahel-regionen, hvad angår forebyggelse og håndtering af terror, og har ikke samme ustabilitet sammenlignet med de omkringliggende lande, Mali, Elfenbenskysten og Burkina Faso, som løbende har oplevet flere angreb. Derudover har Mauretanien et militært samarbejde med Frankrig, og der gennemførtes i 2010 en militær operation i samarbejde med den mauretanske hær i Mali mod AQIM. 

Økonomi og samhandel

Mauretanien er et fattigt og tyndt befolket ørkenland, hvis økonomi er afhængigt af landbrug og naturressourcer. Landbrugsområder udgør 39 % af landets samlede areal (fortrinsvist området omkring Senegal-floden), hvoraf kun 0,4 % er opdyrket. Selvom landbruget beskæftiger halvdelen af mauretanerne, bidrager det kun med 23 pct. af BNP. Til gengæld har landet betydelige naturressourcer i form af rige fiskeforekomster langs Atlanterhavskysten, mineralforekomster (især kobber og jernmalm) samt beskedne offshore oliefelter. De vigtigste økonomiske indtægtskilder er fiskeri, minedrift, olieproduktion og bistandshjælp. Den samlede eksport i 2015 var på USD 1.705 mia., hvoraf jernmalm, fisk og fiskeprodukter, guld, kobber og olie var de vigtigste eksportvarer. Eksporten gik primært til Kina (33 pct.), Schweiz (11 pct.), Spanien (9 pct.), Italien (7 pct.), Elfenbenskysten (7 pct.) og Japan (6 pct.). Importen i 2015 beløb sig til USD 2.142 mia. med maskiner, olieprodukter, kapitalgoder og fødevarer som de vigtigste importvarer. Mauretanien importerede mest fra Kina (26 pct.), Algeriet (8 pct.), Frankrig (6 pct.), Marokko (5 pct.), Spanien (5 pct.), Brasilien (5 pct.) og USA (4 pct.). Derudover har Mauretanien i flere årtier haft en omfattende narkotikahandel. 

 

Mauretaniens økonomi er udfordret på grund af tørke, afhængighed af udenlandsk bistand og investeringer, usikkerhed i nabolandene samt betydelig mangel på infrastruktur og institutionel kapacitet. Dog har der været en stigning i udenlandske investeringer som følge af Mauretaniens forholdsvise stabilitet siden 2011.

Udenrigspolitik

Mauretanien har siden uafhængigheden i 1960 søgt at udvikle gode forbindelser med såvel de arabiske som de øvrige afrikanske lande. Mauretanien forlod i 2000 den vestafrikanske samarbejdsorganisation (ECOWAS), men har opretholdt tætte handelsmæssige og økonomiske forbindelser med sine afrikanske nabostater og særligt Senegal, blandt andet i samarbejdet om udnyttelsen af Senegal-flodens vandressourcer. Mauretanien er medlem af den Afrikanske Union, den Arabiske Liga og Arabiske Maghreb-Union. Landet modtager bistandshjælp fra FN, Den Afrikanske Udviklingsbank, IMF, EU og en række bilaterale donorer. Udover Frankrig er det blandt EU-landene især Spanien, som har interesser i Mauretanien på grund af den nære beliggenhed til De Kanariske Øer, samt spanske interesser i fiskerisektoren og i olie- og gassektoren.  

 

I 2014 indgik Mauretanien det regionale G5 Sahel -samarbejde med Mali, Niger, Tchad og Burkina Faso, som har til formål at håndtere fælles udfordringer inden for udvikling og sikkerhed. Siden 2011 har EU haft et stigende engagement i Sahel-regionen, og den 20. april 2015 igangsattes Sahel Regional Action Plan 2015-2020. Handlingsplanen udgør rammen for EU’s indsats i regionen og fokuserer på forebyggelse og bekæmpelse af radikalisering, forbedring af forhold for unge, migration og mobilitet, samt grænseforvaltning mod organiseret kriminalitet og ulovlig handel.

 

Mauretanien har blandt andet af historiske grunde (uenighed om Vestsahara) et noget anspændt forhold til Marokko.

Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind