Spring til indhold

Landefakta

Geografi

Hovedstad

Nouakchott

Areal

1.030.700 km2

Indbyggertal

3,8 mio. (2017)

Befolkningsvækst pr. år

2,4 % (2017)

Sprog

Arabisk (officielt og nationalt), pulaar, soninke, wolof (alle nationale), fransk, hassaniya arabisk, zenaga

Religion

100 % muslimer


 Økonomi

BNP

USD 5 mia. (2017)

BNP pr. indbygger, PPP

USD 4.500 (2017)

(Danmark: USD 49.600)

Udlandsgæld

USD 4,1 mia. (2017)

Valuta

Ouguiya (MRO)

(1 ouguiya ≈ 2 øre)

 
Regering

Præsident

Muhammed Ould Abdel Aziz (2009)

Premierminister

Yahya Ould Hademine (2014)

Udenrigsminister

Ismaïl Ould Cheikh Ahmed (2018)

Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind

Indenrigspolitik

Mauretanien er en islamisk republik i Vestafrika, landet har grænser mod Marokko (Vestsahara), Algeriet, Mali og Senegal. Siden uafhængigheden fra Frankrig i 1960 har Mauretanien overvejende været ledet af autoritære regimer, der som oftest er kommet til magten ved statskup og omfattende valgsvindel. Regimerne har ført en mangelfuld økonomisk politik uden kontrol med udenlandske firmaers udnyttelse af landets betydelige fiskeri-, kobber- og jernmalmsressourcer.
 
Den siddende præsident, General Muhammed Ould Abdel Aziz, kom til magten ved et statskup den 6. august 2008. Kuppet førte for første gang i Mauretaniens historie til stærk politisk modstand, i befolkningen såvel som i det internationale samfund, anført af Den Afrikanske Union (UA). Det lykkedes imidlertid Aziz som leder af partiet Union Pour la République (UPR) at vinde præsidentvalget i 2009, der af en række internationale organisationer blev betegnet som åbent og frit, med 52,6 pct. af stemmerne. Aziz, der blev genvalgt den 21. juni 2014 med 82 pct. af stemmerne, har prioriteret kampen mod fattigdom, sygdom, korruption og terrorisme. Ifølge den eksisterende forfatning vil dette være hans sidste præsidentperiode.

Landet er udfordret af etniske spændinger mellem de tre største grupper: Arabisktalende efterkommere af slavegjorte personer, haratinere (ca. 45%), arabisktalende ”hvide maurere”, beydanere (ca. 30%) og personer, der stammer fra Afrika syd for Sahara (ca. 25 procent).

Menneskerettigheder

Menneskerettighedssituationen i Mauretanien anses for at være aldeles kritisk. Udover kraftige indskrænkelser i presse-, ytrings- og forsamlingsfriheden, kritiseres Mauretanien for slaveri, menneskehandel samt brugen af dødsstraf og tortur. 
 
På trods af den officielle afskaffelse af slaveri i 1981 (Mauretanien var det sidste land i verden til officielt at afskaffe slaveri) og kriminalisering af slaveri i 2007, skønnes det i dag, at cirka 4 pct. af befolkningen holdes som slaver. De mauretanske myndigheder har anholdt, retsforfulgt og idømt adskillige antislaveri-aktivister og diverse NGO'er beskytter fortsat ofre for menneskehandel og børnearbejde uden støtte fra regeringen. Følgelig kritiserer flere internationale aktører Mauretanien for ikke at gøre en aktiv indsats for at komme slaveri til livs. Dette har øget den offentlige bevidsthed om problemet.

Mauretaniens tilgang til dødsstraf er dobbelttydig. Ingen officielle henrettelser har fundet sted i Mauretanien siden 1987, og i forbindelse med den 18. samling i FN’s menneskerettighedsråd i 2011 bekræftede Mauretanien sin de facto afskaffelse af dødsstraf. I praksis idømmer domstolene dog fortsat personer dødsstraf, hvilket senest var tilfældet for en blogger, der blev dømt for apostasi i 2014. Endvidere blev en lov i april 2018 vedtaget, der gjorde dødsstraf obligatorisk for enhver, der dømmes for ”blasfemisk tale” og handlinger, anset for at være helligbrøde.
 
Tortur og andre former for mishandling er udbredt, især for fanger mistænkt for at være en del af al-Qaeda i det islamiske Maghreb (AQIM) eller Islamisk Stat (IS). Antiterror-lovgivningen er problematisk, idet den muliggør særligt lange perioder af varetægtsfængsling. De mauretanske myndigheder ratificerede den valgfri protokol til FN-konventionen mod tortur i 2012, og i august 2015 blev nye love vedtaget, som kriminaliserede og definerede tortur som en forbrydelse mod menneskeheden. I denne forbindelse blev en National Præventiv mekanisme (NPM) etableret med mandat til at besigtige fængsler og militærfaciliteter.

.  

Terror

AQIM og lignende grupper udgør en sikkerhedstrussel i Mauretanien. AQIM lancerede en række angreb i Mauretanien mellem 2005 og 2011, der myrdede både lokale, turister og internationale nødhjælpsarbejdere. Herved var Mauretanien i længere perioder et af de mest terrorplagede lande i Sahel-regionen. Dog har hverken AQIM eller andre militante islamiske grupper foretaget nogen angreb i Mauretanien siden 2011. Dette skyldes blandt andet en stærk elite som, på trods af landets fattigdom, sociale problemer, militære kup og voldelig ekstremisme, har gjort en aktiv indsats i forhold til sikkerhed og kontrol gennem oprettelsen af et hemmeligt politi og øget overvågning som en del af antiterror-strategien. Derudover har Mauretanien et militært samarbejde med Frankrig.

Mauretanien nævnes ofte som et eksempel for Sahel-regionen, hvad angår forebyggelse og håndtering af terror, da landet er relativt stabilt sammenlignet med de omkringliggende lande; Mali, Elfenbenskysten og Burkina Faso, som løbende har oplevet flere terrorangreb.

 

Økonomi og samhandel

Mauretanien er et fattigt og tyndt befolket ørkenland, hvis økonomi er afhængig af landbrug og naturressourcer. Landbrugsområder udgør 39 % af landets samlede areal (fortrinsvist området omkring Senegal-floden), hvoraf kun 0,4 % er opdyrket. Selvom landbruget beskæftiger halvdelen af mauretanierne, bidrager det kun med 23 pct. af BNP. Til gengæld har landet betydelige naturressourcer i form af rige fiskeforekomster langs Atlanterhavskysten, mineralforekomster (især kobber og jernmalm) samt beskedne offshore oliefelter. De vigtigste økonomiske indtægtskilder er fiskeri, minedrift, olieproduktion og bistandshjælp. Investeringer i landbrug og infrastruktur udgør de største komponenter af landets offentlige forbrug.

 

Den samlede eksport i 2017 var på USD 1.606 mia., hvoraf jernmalm, fisk og fiskeprodukter, guld, kobber og olie var de vigtigste eksportvarer. Eksporten gik primært til Kina (31 pct.), Schweiz (14 pct.), Spanien (10 pct.), Tyskland (8 pct.) og Japan (8 pct.). Importen i 2017 beløb sig til USD 2.097 mia. med maskiner, olieprodukter, kapitalgoder, føde- og forbrugsvarer som de vigtigste importvarer. Mauretanien importerede mest fra Belgien (12 pct.), Forende Arabiske Emirater (11 pct.), USA (9 pct.), Kina (8 pct.), Frankrig (7 pct.), Nederlandene (6 pct.), Marokko (6 pct.), Slovenien (5 pct.), Vanuatu (5 pct.) OG Spanien (5 pct.). Derudover har Mauretanien i flere årtier haft en omfattende narkotikahandel.
 
Mauretaniens økonomi er yderst afhængig af internationale priser på mad og udvindingsvarer. Andre risici for Mauretaniens økonomi er tilbagevendende tørker, afhængighed af udenlandsk bistand, usikkerhed i nabolandene samt betydelig mangel på infrastruktur og institutionel kapacitet. Dog har der været en stigning i udenlandske investeringer som følge af Mauretaniens forholdsvise stabilitet siden 2011. I 2017 indgik Mauretanien og IMF en treårig aftale under Extended Credit Facility, der har til formål at fremme økonomisk vækst, vedligeholde makroøkonomisk stabilitet og reducere fattigdom.

Udenrigspolitik

Mauretanien har siden landets uafhængighed i 1960 søgt at udvikle gode forbindelser med såvel de arabiske som de øvrige afrikanske lande. Mauretanien forlod i 2000 den vestafrikanske samarbejdsorganisation (ECOWAS), men har opretholdt tætte handelsmæssige og økonomiske forbindelser med sine afrikanske nabostater, særligt Senegal i samarbejdet om udnyttelsen af Senegal-flodens vandressourcer. I oktober 2017 indledte Mauretanien forhandlinger om at blive genoptaget i ECOWAS. Mauretanien er medlem af den Afrikanske Union, den Arabiske Liga og den Arabiske Maghreb-Union. Landet modtager bistandshjælp fra FN, Den Afrikanske Udviklingsbank, IMF, EU og en række bilaterale donorer. Ud over Frankrig er det blandt EU-landene især Spanien, som har interesser i Mauretanien på grund af den nære beliggenhed til De Kanariske Øer, samt spanske interesser i fiskeri-, olie- og gas-sektorerne. 
 
I 2014 indgik Mauretanien det regionale G5 Sahel-samarbejde med Mali, Niger, Tchad og Burkina Faso, som har til formål at håndtere fælles udfordringer inden for udvikling og sikkerhed. Siden 2011 har EU haft et stigende engagement i Sahel-regionen, og den 20. april 2015 igangsattes Sahel Regional Action Plan 2015-2020. Handlingsplanen udgør rammen for EU’s indsats i regionen og fokuserer på forebyggelse og bekæmpelse af radikalisering, forbedring af forhold for unge, migration og mobilitet, samt grænseforvaltning mod organiseret kriminalitet og ulovlig handel.
 
Mauretanien har blandt andet af historiske grunde (uenighed om Vestsahara) et noget anspændt forhold til Marokko.

Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind