Spring til indhold

Information om hjemrejsemulighed til personer registreret på Udenrigsministeriets kriseliste

08.04.2020  11:39

På grund af den nuværende coronakrise vil de nordiske lande i fælleskab hjælpe nordiske statsborgere med at komme hjem. Der vil derfor være en ekstraordinær flyafgang fra Casablanca til Stockholm den 16. april (datoen kan blive ændret med kort varsel). Prisen for rejsen vil være ca. 1.700 danske kroner. Danske rejsende på flyvningen skal selv arrangere den videre rejse fra Stockholm til Danmark.

Ønsker du at gøre brug af denne flyvning til Stockholm, skal du sende en bekræftelse til email-adressen: rbaamb@um.dk.

Din email skal indeholde følgende oplysninger: Efternavn og fornavn, som det fremgår i passet, pasnummer, første seks cifre i CPR-nummer. Er I flere, der rejser sammen, skal oplysninger angives for alle rejsende i gruppen.

Svarfrist er den 8. april kl. 20. Kun e-mails med fuldstændig information, der er modtaget inden fristen vil blive behandlet. 

Der vil være et begrænset antal pladser på flyvningen, og vi kan derfor ikke garantere, at der vil være plads til alle, som ønsker at benytte denne mulighed. Information om hvordan der skal betales for billet vil blive sendt i næste uge. Efter betaling vil du modtage bekræftelse på, at du har plads på flyveren.

Vi gør opmærksom på, at der vil blive sendt en liste til de marokkanske myndigheder med alle, der er interesseret i flyvningen, med henblik på at sikre de nødvendige tilladelser til flyvningen.

Vi er klar over restriktioner, der i øjeblikket gælder for lokal transport i Marokko. De nordiske ambassader vil derfor i fællesskab hjælpe nordiske borgere med transport til lufthavnen. Der vil blive organiseret busser, som vil have opsamling fra en række centrale byer og transportere de interesserede til Casablanca lufthavn. Vær opmærksom på, at du selv skal sørge for transport til opsamlingsstedet. Ambassaden vil være behjælpelig med at skaffe de nødvendige tilladelser til, at du kan rejse til lufthavnen.

Der planlægges ikke flere ekstraordinære flyvninger fra Marokko til de nordiske lande.

Download information her om hjemrejsemulighed til personer registreret på Udenrigsministeriets kriseliste (pdf).

 



Seneste nyt

    Se alle