Gå til indhold

Hilsen fra ambassadøren

Velkommen til Danmark i Marokko

 

På ambassaden i Rabat arbejder mine kolleger og jeg for at varetage Danmarks interesser i Marokko og for at styrke det tætte forhold mellem vores to lande. Vi har især fokus på det stærke politiske og kommercielle samarbejde, som i dag styrker forbindelserne mellem Danmark og Marokko. Vi bistår og hjælper derudover danske borgere, som opholder sig i Marokko.

De dansk-marokkanske bånd rækker århundreder tilbage, om end relationerne mellem vores to nationer har ændret sig gennem tiderne. Det første danske konsulat i Marokko, tegnet af den danske arkitekt Vilhelm Schrøder, blev bygget i den marokkanske kystby Essaouira i 1765, og er i dag én af de ældste bygninger i byen. Essaouiras havn var dengang et knudepunkt for handel, og bandt Afrika sammen med Europa og Amerika. Den daværende sultan tillod europæiske magter at etablere konsulater og handelsstationer i byen, og herunder altså det danske konsulat. Efter kun ti år måtte konsulatet dog lukke, og i dag står kun bygningen tilbage som vidne om officiel dansk tilstedeværelse i Essaouira.

Det dansk-marokkanske samarbejde ser i dag noget anderledes ud. Marokko er et indgangsparti til Middelhavet og til Afrika. Udover at vi på ambassaden bidrager til at skabe så præcist et billede af situationen i Marokko som muligt til gavn for danske rejsende og dansk erhvervsliv, så repræsenterer vi også Danmark og danske værdier og interesser. Der eksisterer en gensidig interesse mellem Danmark og Marokko, både hvad angår en udbredt interesse for de kulturelle forhold i vores lande, værdier og velfærd, men også især hvad angår en interesse for grøn omstilling og bæredygtige løsninger.

Vand- og fødevaresikkerheden rangerer højt på den politiske dagsorden i Marokko, og de marokkanske myndigheder arbejder løbende på at skabe bæredygtighed i landbruget samt at skabe og sikre et bæredygtigt vandforbrug og adgang til rent drikkevand. Det skaber nogle åbenlyse muligheder for kommercielt samarbejde mellem Danmark og Marokko, da vi i begge nationer vægter klima og bæredygtighed højt, og da begge lande har klimamålene på den politiske dagsorden. Danmark og danske virksomheder arbejder tæt sammen med Marokko for at imødegå de udfordringer, der følger med klimaforandringerne. Dette samarbejde er især vigtigt, fordi det er med til at understrege Danmarks placering i fronten af klimakampen, og at danske virksomheders ekspertise inden for bæredygtig udvikling, grøn energi og grønne løsninger er én af vores allervigtigste eksportvarer. Derudover er vi med dette samarbejde grundlæggende med til at gøre vores verden mere grøn. Her spiller ambassadens Trade Council en afgørende rolle, da vi rådgiver og hjælper danske virksomheder, som ønsker at blive præsenteret for det marokkanske marked. Formålet her er dels at få dansk ekspertise ud i verden samt at sikre, at Danmark får udbytte af de mange muligheder i Marokko. Du kan læse mere om vores Trade Council her.

Derudover arbejder vi på ambassaden med en række udviklingspolitiske initiativer som dels har til formål at styrke dialog, forståelse og samarbejde mellem Danmark og Marokko, og dels være med til at promovere god regeringsførelse og udvikling af unge menneskers økonomiske muligheder i Marokko. Dansk-Arabisk Partnerskabsprograms (DAPP) program for 2017-2022 fokuserer blandt andet på unges beskæftigelse og deltagelse i samfundet med målet om at forbedre unge mænd og kvinders økonomiske muligheder for at reducere incitamenter til migration. Den næste fase af DAPP (2022-2027) vil have et mere direkte fokus på forebyggelse af irregulær migration via bl.a. styrket fokus på innovation og jobskabelse. Du kan læse mere om Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP) her.

 

Her på hjemmesiden finder du oplysninger om det arbejde, vi udfører på ambassaden samt den assistance, som vi tilbyder privatpersoner og virksomheder. Du kan følge mit og ambassadens arbejde på vores hjemmeside, på Twitter (@DKambMorocco og  @DKinMorocco) og på Facebook.

 

Jesper Kammersgaard

Danmarks ambassadør i Rabat

 

Ambassadørens baggrund

Jesper Kammersgaard tiltrådte som Danmarks ambassadør for Marokko og Mauretanien d. 1. september 2021.

Ambassadør Jesper Kammersgaard er Cand. Oecon. i Økonomi fra Aarhus Universitet samt i Afrikas økonomi fra The University of London. Han påbegyndte sin karriere i Udenrigsministeriet i 1998, og han har sidenhen været ansat i Verdensbanken i Vietnam og som souschef på den Danske Ambassade i Tanzania.

I 2011 vendte han tilbage til Udenrigsministeriet, hvor han bl.a. arbejdede som økonomichef. Siden 2017 har han arbejdet i Rigspolitiet.

Ambassadør Jesper Kammersgaard er gift og har to børn.