Gå til indhold

Praktik på ambassaden i Rabat efterår 2024

Der er to praktikpladser tilknyttet ambassaden. Den ene plads vedrører handelsområdet, og den anden vedrører det politiske område. Begge praktikpladser kan søges nu.

Praktikplads i udenrigstjenesten

Et praktikophold i den danske udenrigstjeneste byder på masser af udfordringer og giver dig mulighed for at få indblik i dansk diplomati og at prøve dine kompetencer af i et internationalt miljø. Som praktikant vil du indgå som en integreret del af det team, du tilknyttes, og du vil få tildelt en vejleder i teamet. De konkrete opgaver, som du vil skulle varetage, varierer afhængig af, hvilket team du tilknyttes.

Ambassaden i Marokko har to praktikpladser i følgende afdelinger/teams:

  • Politisk praktikant
  • Handelspraktikant

Varighed og ansøgningsfrister
Praktikopholdet er på seks måneder.

Efterårshold: 15. august 2024 – 31. januar 2025

  • Deadline for ansøgningen til dette hold er den 1. marts 2024

Krav
Du skal være studerende og tilmeldt en højere uddannelsesinstitution på bachelor- eller kandidatniveau.

Hvis du er udenlandsk statsborger, skal du have boet i Danmark i mindst 3 år, på ansøgningstidspunktet have fast bopæl i Danmark og være indskrevet på et studie på en højere læreanstalt i Danmark under hele praktikopholdet.

Det er en betingelse, at du kan sikkerhedsgodkendes af de danske myndigheder, og at du opretholder din sikkerhedsgodkendelse under hele praktikopholdet. Der vil blive indhentet referencer i forbindelse med sikkerhedsgodkendelsen.

Vi gør opmærksom på, at man kun kan have ét praktikophold i den danske udenrigstjeneste.

Kvalifikationer

Vi leder efter studerende med stærke analytiske evner, drive og et stort engagement samt en nysgerrig, kreativ, åben og positiv tilgang til opgaveløsningen. Du må meget gerne komme med gode eksempler på disse kvalifikationer i din ansøgning. Derudover forventer vi, at du har gode dansk-, engelsk- og franskkundskaber samt kendskab til MS Office Package (PowerPoint, Excel & Word). Sprogkundskaber på arabisk vil blive set positivt på, men det er ikke et krav.

Opholdet skal bidrage til din uddannelse, og vil foregå under vejledning af en akademisk medarbejder i afdelingen. Vi anbefaler, at du inden du søger om et praktikophold undersøger, hvilke akademiske krav din uddannelsesinstitution stiller til dig i forbindelse med et praktikophold.

Ferie og arbejdstid
Arbejdstiden er i gennemsnit 37 timer ugentligt (inkl. frokostpause). Du optjener 2,08 feriedage pr. måneds praktik svarende til 12,5 dag i løbet af dit 6-måneders praktikophold. Hvis dit studie forlanger, at du skriver en større akademisk opgave i forbindelse med dit praktikophold, vil du desuden kunne få skrive-fri inden for et maksimum af 10 dage afhængig af krav til omfang og kompleksitet af opgaven.

Bolig
Ambassaden stiller en bolig, som ligger i hjertet af Rabat, til rådighed for begge praktikanter.

Refusion af visse udgifter
Praktikopholdet er ulønnet, men der ydes en kompensation på kr. 1300,- pr. måned til dækning af udgifter til logi, transport, forsikring og andre udgifter, der knytter sig til praktikopholdet.

De fleste praktikanter vil desuden have mulighed for at medtage deres SU, men det bør du selv søge afklaret med Styrelsen for Videregående Uddannelser.

Ansøgning
Du er velkommen til at søge begge praktikstillinger. Vi vil blot bede dig angive, hvilken praktikstilling, som har din første og anden prioritet.

Motiveret ansøgning, CV, prioriteringsliste og eventuelle bilag sendes til [email protected].

Alle mails bedes kaldes ”praktikansøgning efterår 2024” i emnefeltet.